Dialog på Tværs udspringer af en masse fantastiske erfaringer fra en lille flerkulturel daginstitution i Randers ved navn Sesam, som Karen Nørskov var leder af. Årene var 1998 – 2005.

En nyansat pædagog sagde bl.a.: ”I andre institutioner er der de danske børn og forældre og så de udenlandske børn og forældre, men her er der bare børn og forældre, og nogen har dansk, andre arabisk, kurdisk, russisk eller somaliske oprindelser. Men de er alle børn og forældre. Opsplitningen er væk”.

Skæbnen ville desværre, at Sesam, der var en privat institution, lukkede. Men Karen var blevet meget optaget af det, som nu blev kaldt for dialogisk integration, fordi hun anede nogle særlige muligheder i dette. For at erfaringerne ikke skulle gå tabt, startede hun sammen med Lars Uggerhøj foreningen VerdensBørn. Formålet var at videreføre og videreudvikle disse erfaringer. Hvad ville dialogisk integration egentlig sige, og hvordan kunne man praktisere det i forskellige sammenhænge?

Ofte var udviklingen en møjsom proces. F.eks. inviterede bestyrelsen nogle mennesker med stor erfaring indenfor integration til at høre om dialogisk integration med en forventning om, at de ville blive begejstret. Men i stedet var de afvisende og sagde, at det var der ikke noget nyt i. Det skabte en del forvirring, og Karen besluttede, at nu var nok nok, så hun begyndte at pakke ringbind og bøger væk for at lukke ned. Heldigvis talte hun først med en af deltagerne under mødet, som ikke havde sagt ret meget. Hun sagde, at det var som om, at folk ikke havde forstået, hvad Karen havde fortalt under fremlæggelsen.

Gennem denne snak blev det tydeligt, at dialogisk integration ikke kunne forstås uden også at se dets modsætning, – en

vejsintegration. Først her opstod forståelsen af, at dialogisk integration adskilte sig radikalt fra traditionelle integrationsformer, som baserede sig på forståelse af integration som en envejsproces. Ved at beskrive, hvordan det adskilte sig fra dette, blev det nemmere at forklare, og det blev mere tydeligt, hvorfor dialogisk integration kan sætte gang i helt andre processer og få fællesskaber frem.

I 2006 var der i kraft af Muhammedkrisen en voksende mistillid og polarisering mellem majoritets- og minoritetsdanskere, ”danskere” og ”indvandrere”. For at modvirke dette tog VerdensBørn initiativ til et møde i Gellerupparken for at mødes og tale sammen om, hvordan man kunne fjerne dette. Lars Uggerhøj foreslog at starte en forumteatergruppe med en mikset gruppe unge og træne dem i at spille forumteater om dette problem. Så i 2007 startede den første gruppe op ved navn ForskelLighed med støtte fra Integrationsministeriet. Senere i 2011 blev der dannet endnu en gruppe, som denne gang fik navnet D-factor. Den eksisterede frem til 2013.

VerdensBørn eksisterede fra 2006 – 2015, og gennem mange skriverier og sociale projekter udviklede Karen på dialogisk integration. Konkrete resultater var bl.a. www.interkulturel.com – et undervisningswebsite, som går idybden med de kulturelle aspekter, som kan begrænse dialogen.

D-factor stoppede i 2013, men i 2016 tog Karen initiativ til at starte gruppen op igen. De har sidenhen udviklet tre forestillinger og spillet for mere end tusind unge.  Et andet vigtigt projekt på vejen har været ”Sammen og Forskellige”, som gik ud på at afholde workshops for børn i 5. – 7. multietniske klasser for at styrke deres evne til være sammen på tværs. I 2019 blev Dialog på Tværs stiftet.