Danmark har en negativ diskurs omkring indvandring og integration, således at indvandring næsten altid bliver forbundet med noget problematisk og kompliceret.

I Danmark handler integration om ”de andre”, de mørkhårede, dem med tørklæde, dem der er flyttet her til og især dem, der kommer fra ikke-vestlige lande. De skal integreres – altså gøres i stand til at få et job, tale dansk, tage uddannelse, blive danske.  ”Danskere” kan læne sig tilbage og stille sig udenfor.

På overfladen kan det være nogle fine intentioner. Men ofte bliver det lig med, at den ene part (danskerne) har svaret på, hvad den anden part (indvandreren) skal gøre og ikke gøre. Integration bliver derved nemt til en envejsproces, der går fra ”dansker/majoritet” til ”indvandrer/minoritet” (assimilation). Og så bliver det vanskeligt at få noget godt ud af det.

Professor, Mikkel Rytter ved Antropologi i Århus siger i Politiken[1]:  

Integration har en blind plet. Der er ikke en ond vilje bag, men vi reproducerer et magthierarki og definerer, hvem der kan kræve integration af andre. Det kan være svært at få øje på, hvis man ser ud som mig – har lyst hår, hedder Mikkel og er født og opvokset i Danmark. Ingen har nogensinde krævet integration fra mig, så det er ret problemfrit for mig at tale om integration af ’de andre’. Omvendt vil Muhammed eller Muniza hele tiden skulle forholde sig til deres mere eller mindre succesfulde integration. ’Integration’ er ikke et neutralt ord. Det er ikke uskyldigt.

Minoriteten vurderes ud fra integrations-barometeret: Er du integreret? Hvor integreret er du? Er du integreret på den rigtige måde? ”Majoritets-danskere” kommer til at give mere status og forståelse til de børn, unge, forældre og borgere med indvandrerbaggrund som gør noget, der ligner det, der er dansk. Hvor langt er de oppe på danskheds-barometeret?

Mange ville måske sige: ”Jamen, vi er i Danmark. Så det er da kun naturligt, at folk skal blive danske”. Bertel Haarder, tidligere integrationsminister sagde på et tidspunkt: ”Al den snak om kulturlighed og religionsfrihed er nonsens. Danmark er nu engang dansk, og det er danskerne, der bestemmer (2003)[2]”.

Men problemet er, at en assimilationstilgang, risikerer at blive sin egen værste fjende.

Fadella Fahkret, fransk/algerisk oprindelse, 5 år i DK, sagde: ”Når jeg hører ordet integration, er det som om at jeg ikke må få lov at være mig selv”.

Forleden spillede Into Action en forestilling for en gruppe unge med anden etnisk baggrund i et boligsocialt område, hvoraf mange er født og opvokset i DK. Et af spørgsmålene vi stillede var: Er Mohammed dansker? Deres svar var – som vi har hørt mange gange før:  Nej, han er udlænding og indvandrer. Vi kan lige så godt kalde os for indvandrere, for vi vil aldrig blive anerkendt som dansker. Det er en umulighed”.

Men hvis vi udsættes for at skulle defineres af andre, så sker der en ”objekt-gørelse”. Vi er ikke mennesker, der mødes med hinanden, men vi er ”indvandreren” og ”danskeren” i hver vores roller, kategorier og med stigma og fastlåste billeder af hinanden.

Vi bliver vant til at se hinanden som hver sin slags. ”Danskerne” og ”indvandrerne”.

Så vi lærer ikke hinanden ordentligt at kende på tværs. Vi kan godt snakke overfladisk med hinanden i skolen eller på jobbet, men ikke mange danner nære og autentiske forhold til hinanden.

Etniske danskere og personer med mellemøstlig oprindelse lukker sig om sig selv, og kontakten mellem etniske danskere og personer med mellemøstlig oprindelse var faldet med 30/50 % i perioden 2013 – 2016. Det var konklusionen på en undersøgelse som Tænketanken Kraka offentliggjorde i 2018. Undersøgelsen var baseret på 200.000 facebookprofilers taggning af hinanden [3].

Vi taler ikke ret ofte åbent om det her. De fleste af os synes ikke, at det er noget problem. ”Danskere” er sammen med ”danskere”, og folk med indvandrerbaggrund er sammen med dem, der ligesom dem selv har indvandrerbaggrund.   Så oplevelsen af at være forskellig forstærkes. Religions og kulturforskelle bliver uoverstigelige barrierer at overkomme.

I Dialog på Tværs er vi optaget af at bryde med ”dem og os”, bryde med den traditionelle ”integrations-opfattelse” og lade integration være det, som det er i ordets egentlige betydning: Sammensmeltningen mellem to enheder, så at der skabes noget nyt.

Dialog på Tværs vil gerne fremme, at dialogen bliver ideal for integration, således at det bliver det lige og gensidige møde, som er kendetegnende for mødet. På den måde kan vi finde frem til alt det, som vi deler. Og vores forskelle bliver noget, som vi kan lære om og bliver klogere af.

Dialog på Tværs handler om at få os ud af det ”dem og os”, og opdage, hvordan vi ligner hinanden og er et ”vi”. Så integration skal her forståes i ordets egentlige betydning – sammensmeltningen mellem to enheder til noget nyt. Mange danskere er bange for at ”dansk kultur” går tabt, men hvis vi skaber ”dem og os” og deler os op

[1] https://politiken.dk/debat/art7014281/Lad-os-lave-et-fors%C3%B8g-den-n%C3%A6ste-m%C3%A5ned-er-der-ingen-der-bruger-ordet-integration

[2] Bertel Haarder. Weekendavisen 7.3.2003.

[3] http://kraka.dk/small_great_nation/etniske_danskere_og_personer_med_mellemoestlig_oprindelse_lukker_sig_om_sig_selv