Blogindlæg ved Karen Nørskov, leder af Dialog på Tværs: Nu er julen godt og vel overstået, – nok den mest vigtige højtid for majoritetsdanskerne.
Jeg har haft en dejlig jul sammen med mine to sønner og en svigerdatter. Vi har spist risalamande, og der var en mandel i. Den, som får mandlen, får mandelgaven, og det var sørme mig, der fik den, til denne jul. Gaven var to fint dekorerede krus. Vi har også sunget julesange, gået rundt om et pyntet juletræ med levende julelys, spist stegt and og pakket gaver op. De lå under juletræet, og der var RIGTIG mange. Jeg fik bl.a. en ny mobiltelefon. Jeg gav mine sønner spil, jakke, plakater, en elektrisk tandbørste, nogle farver, en flot hue med mere. Selv om de er voksne unge mænd, så er jeg altid lidt nervøs ved, om de bliver skuffede. Hvad nu hvis det slet ikke er det rigtige – eller for lille en gave? Heldigvis blev de begge to glade for gaverne. Som om at vi ikke havde spist nok, så fik vi til sidst juleslik og julekager serveret. Vi havde en dejlig juleaften – sammen med de allernærmeste i familien.
De fleste danskere vil kunne genkende sig selv i min families juletraditioner, og ikke undre sig over noget som helst. Men hvis man aldrig har oplevet en juleaften, og er vant til nogle andre højtider, så vil mange nok ryste på hovedet. Måske ville de opleve min helt almindelige juleaften som eksotisk og fremmedartet.
Danmark har en negativ diskurs omkring indvandring og integration, således at indvandring næsten altid bliver forbundet med noget problematisk og kompliceret.
I Danmark handler integration om ”de andre”, de mørkhårede, dem med tørklæde, dem der er flyttet her til og især dem, der kommer fra ikke-vestlige lande. De skal integreres – altså gøres i stand til at få et job, tale dansk, tage uddannelse, blive danske. ”Danskere” kan læne sig tilbage og stille sig udenfor.
På overfladen kan det være nogle fine intentioner. Men ofte bliver det lig med, at den ene part (danskerne) har svaret på, hvad den anden part (indvandreren) skal gøre og ikke gøre. Integration bliver derved nemt til en envejsproces, der går fra ”dansker/majoritet” til ”indvandrer/minoritet” (assimilation). Og så bliver det vanskeligt at få noget godt ud af det.
Dialog på Tværs udspringer af en masse fantastiske erfaringer fra en lille flerkulturel daginstitution i Randers ved navn Sesam, som Karen Nørskov var leder af. Årene var 1998 – 2005.
En nyansat pædagog sagde bl.a.: ”I andre institutioner er der de danske børn og forældre og så de udenlandske børn og forældre, men her er der bare børn og forældre, og nogen har dansk, andre arabisk, kurdisk, russisk eller somaliske oprindelser. Men de er alle børn og forældre. Opsplitningen er væk”.
Skæbnen ville desværre, at Sesam, der var en privat institution, lukkede. Men Karen var blevet meget optaget af det, som nu blev kaldt for dialogisk integration, fordi hun anede nogle særlige muligheder i dette. For at erfaringerne ikke skulle gå tabt, startede hun sammen med Lars Uggerhøj foreningen VerdensBørn. Formålet var at videreføre og videreudvikle disse erfaringer. Hvad ville dialogisk integration egentlig sige, og hvordan kunne man praktisere det i forskellige sammenhænge?
